Foreningens navn er Skolebiblioteksforeningen.
Mission
Skolebiblioteksforeningen understøtter medlemmerne i at udvikle skolebiblioteket, så det er en aktiv del af skoleudviklingen på den enkelte skole.
§ 1 Vision
Skolebiblioteksforeningen er et netværk for videndeling og sparring omkring udvikling af skolens skolebibliotek i alle dets former.
Skolebiblioteksforeningen tilbyder kompetenceudvikling og faglige arrangementer indenfor områder nævnt i Folkeskoleloven §19.
Skolebiblioteksforeningen er en aktiv stemme i udviklingen af folkeskolen
Skolebiblioteksforeningen arbejder gennem Danmarks Lærerforening, DLF, og dennes kredse for at bedre ansættelses- og uddannelsesforhold for medarbejdere med tilknytning til skolebiblioteket.
§ 2 Medlemmer
a) Skolebiblioteksforeningen optager lærere med vejlederfunktion, undervisere, ledere, konsulenter og andre, der arbejder med eller er tilknyttet eller har været tilknyttet skolebiblioteket eller fællesbiblioteker.
b) Medlemmer, der er trådt tilbage fra arbejdsmarkedet, hører under pensionistgruppen.
c) Medlemmerne i en region kan organisere sig i lokalafdelinger ved navn Skolebiblioteksforeningen ”lokalafdeling” f.eks. Skolebiblioteksforeningen Sønderjylland og Skolebiblioteksforeningen Syddanmark. Lokalafdelingen bestemmer selv lokalafdelingens navn.
§ 3 Årsmøde
a) Foreningens højeste myndighed er årsmødet.
b) Årsmødet afholdes mellem uge 42 og uge 45, som udgangspunkt i weekenden i uge 43
c) Alle erhvervsaktive medlemmer har stemmeret på årsmødet ved fremmøde.
d) Pensionistgruppen har én samlet stemme på årsmødet.
e) Lokalafdelinger betaler selv for deres deltagelse. Foreningen betaler for medlemmer uden lokalafdeling samt udvalgsmedlemmer, som ikke er i en bestyrelse, i forhold til mulighederne i budgettet.
f) Årsmødet indkaldes med seks ugers varsel til alle medlemmer ved bekendtgørelse i ”Skolebiblioteket”. Formandens skriftlige beretning offentliggøres i ”Skolebiblioteket”. Samtidig efterspørges punkter til årsmødet, som skal være sendt til FU senest 3 uger inden mødet.
g) FU planlægger årsmødet. Flg. punkter skal være indeholdt i dagsordenen:
1. Valg af dirigent
2. Formanden aflægger beretning
3. Kassereren forelægger det reviderede regnskab
4. Behandling af indkomne forslag
5. Fremlæggelse af budgetforslag og fastsættelse af kontingent
6. Valg ifølge § 5 og § 7
7. Eventuelt
h) Det tilstræbes, at årsmødet også indeholder andre aktiviteter (fx workshops, debatter, kursus eller andet)
i) Endelig dagsorden sendes ud til alle tilmeldte deltagere senest en uge før årsmødet, – såfremt det er muligt med angivelse af de udvalg, der skal nedsættes på årsmødet jævnfør §6. Samtidig vedlægges det reviderede regnskab for det foregående år samt budgetforslag inklusive forslag til kontingent for det kommende år.
j) Alle sager – undtagen vedtægtsændringer – afgøres af årsmødet ved almindeligt flertal af de afgivne stemmer.
k) Ekstraordinært årsmøde indkaldes skriftligt til samtlige medlemmer med højst otte ugers og mindst tre ugers varsel på begæring af mindst 10% af medlemmerne eller af formanden for Skolebiblioteksforeningen eller et flertal i FU. Samtidig med indkaldelse til ekstraordinært årsmøde udsendes dagsorden til mødet.
§ 4 Forretningsudvalget (FU)
a) Den daglige ledelse og repræsentation udadtil varetages af FU
b) Medlemmer af FU er tovholdere for udvalgene (§ 6)
c) FU kan vælge at lade et medlem varetage en post eksternt
d) FU vælges på årsmødet, som angivet i § 5
e) Medlemmer af FU er kontaktpersoner for eventuelle lokalafdelinger
§ 5 Valg til FU
a) FU består af 8 medlemmer valgt for en 2-årig periode
b) Formanden vælges i ulige år. Valg af formand sker altid ved skriftlig afstemning.
c) I ulige år vælges desuden 3 FU-medlemmer
d) I lige år vælges 4 FU-medlemmer
e) Hvert år vælges en 1. suppleant og en 2. suppleant for ét år
f) Er der flere kandidater, end der skal vælges, skal der være skriftlig afstemning.
g) På førstkommende møde efter valget konstituerer FU sig med næstformand, kasserer, sekretær samt tovholdere for udvalg og andre opgaver. FU vedtager deres aftale for samarbejdet.
h) Udtræder et medlem af FU, indtræder en suppleant, og FU konstituerer sig på ny.
i) Såfremt der ikke er opstillede nok, tilpasses ovenstående.
§ 6 Udvalg
a) Hvert år på årsmødet nedsættes udvalg for det kommende års aktiviteter
b) Alle fremmødte aktive medlemmer kan indgå i et udvalg
c) Bladudvalg, Hjemmesideudvalg, OK-udvalg og Prisudvalg er faste udvalg. Prisudvalget har sine egne vedtægter.
d) Der nedsættes Lokalafdelings-konferenceudvalg for hver region på min. 3 medlemmer. Dette gælder dog ikke regioner med en eller flere lokalafdelinger, idet lokalafdelinger selv afholder en konference.
e) Udvalgene laver kommissorium samt aftale om samarbejdsform, som begge godkendes i FU.
f) Foreningen dækker omkostninger ved udvalgsarbejdet i henhold til Skolebiblioteksforeningens budget
§ 7 Valg til udvalgene
a) Alle aktive medlemmer kan optages i foreningens udvalg ved fremmøde på årsmødet.
b) Er man forhindret i at deltage i årsmødet, kan man skriftlig anmode om optagelse i et udvalg.
c) I udvalg med et bestemt antal medlemmer vælges medlemmerne efter skriftlig afstemning, såfremt der er flere kandidater end pladser.
§ 8 Økonomi
a) Kontingentet fastsættes på årsmødet og betales helårligt forud. Kontingentperioden følger kalenderåret.
b) Såfremt man er medlem i en lokalafdeling, sendes 20% af kontingentet til lokalafdelingen til dækning af dennes aktiviteter.
c) Regnskabsåret følger kalenderåret.
d) 15% af evt. overskud fra konferencer afholdt af lokalafdelinger tilfalder Skolebiblioteksforeningen.
e) Medlemmer i pensionistgruppen betaler halvt kontingent.
§ 9 Tegningsregler
a) Foreningen tegnes økonomisk af formanden og kassereren i forening.
b) Foreningens tegningsberettigede er bemyndigede til via fuldmagt, idet en sådan fuldmagt skal være tidsbegrænset eller begrænset til bestemte formål eller handlinger, a. at udpege en eller flere personer til alene eller i fællesskab at tegne foreningen i økonomiske anliggender; og b. at udpege en eller flere personer til enten alene eller i fællesskab at kunne disponere over foreningens konti og depoter via elektroniske bankprodukter samt til at indgå aftaler herom.
c) Ved beløb under kr. 5.000 kan kassereren alene underskrive.
§ 10 Lokalafdelinger
a) Såfremt medlemmer i en region ønsker at danne en lokalafdeling, kontaktes FU senest to måneder inden årsmødet.
b) Lokalafdelinger ledes af en bestyrelse.
c) Lokalafdelinger laver deres egne vedtægter, som godkendes i FU.
§ 11 Pensionistgruppen
a) Medlemmer af Skolebiblioteksforeningen, som er pensionister eller efterlønsmodtagere, kan optages i pensionistgruppen.
b) Pensionistgruppen udarbejder egne vedtægter, som godkendes af FU.
c) Pensionistgruppen afholder et årligt medlemsmøde, hvor der vælges forretningsudvalg og formand.
d) Pensionistgruppen kan repræsenteres på Skolebiblioteksforeningens årsmøde med 1 deltager, der har stemmeret.
§ 12 Sammenlægning/fusion
Ved sammenlægning/fusion med andre foreninger igangsættes afgørelsen om sammenlægning/fusion ved en vejledende afstemning blandt foreningens medlemmer.
§ 13 Vedtægtsændringer
Ændringer af vedtægterne kan foretages på årsmødet, når 2/3 af de afgivne stemmer går ind for vedtægtsændringerne.
§ 14 Opløsning
Skolebiblioteksforeningen kan kun opløses, hvis to på hinanden følgende årsmøder med 2/3 af de afgivne stemmer går ind herfor. Der skal dog være mindst 4 uger mellem årsmøderne. Efter opløsning skal foreningens formue tilfalde en velgørende organisation efter årsmødets bestemmelse.
Vedtaget på årsmøde på Haraldskær den 25.10.2020
Tilpasset af formanden, august 2026.